Hold øje med maskinerne i sommervarmen

Renta A/S - Maskinudlejning til professionelle

Husk at tage stråhatten på, solbrillerne frem og smøre dig ind i solcreme – det er varmt og solrigt i Danmark. Det er dog ikke kun os mennesker, der kan have det ubehageligt i høje temperaturer. Vores entreprenørmateriel kan blive skidt tilpas i varmen.

Vores værkstedschef, Brian Madsen, og hans team af mekanikere ved alt om det. “Hvis motorerne bliver for varme, kan de i yderste konsekvens stå af. Dette problem rammer især mobile kompressorer og generatorer, men også andre entreprenørmaskiner, herunder Hydrema-dumperne, kan gå i fejltilstand ved høje temperaturer”, forklarer Brian.

Derfor er det vigtigt at rengøre eller blæse køleren på maskinen med trykluft. Vores personale sørger naturligvis for dette, når maskinerne bliver gjort klar til udlejning. Men mange af vores kunder har også maskiner på langtidsleje, og derfor er det vigtigt, at du som kunde selv husker at rengøre køleren for støv som en del af den daglige service. Den daglige service indeholder bl.a. kontrol af motorolie, vand på kølesystemet og kontrol af kilerem. Kileremmen må max kunne trykkes 15 mm ved let tryk. Hvis den ikke er stram, vil kølervingen ikke køle ordentligt, og motoren kan blive for varm.

Efter daglig service skal du sikre dig, at motorhjelmen er lukket ordentligt, og at skærmene er korrekt monteret igen, så køleluften kommer den rigtige vej igennem motorrummet.

Relaterede artikler

Læs også…