Der er udsigt til festivitas på Lolland inden længe. Vores driftschef, Jan Jørgensen arbejder intenst på at få både bygning og mandskab på plads til det nyeste skud på Rentas-stammen i Sakskøbing.
Beliggenheden østligst på Lolland er optimal til at dække både Lolland og Falster og såmænd også det sydligste Sjælland. Sakskøbing ligger centralt for både Vordingborg, Nykøbing Falster, Nakskov, Maribo og Rødby.
Adressen på Renta på Lolland er allerede klar til afsløring: Industrivej 8, 4990 Sakskøbing. Her har vi sikret os en eksisterende bygning blot 100 meter fra Sydmotorvejen.
Bygningen har tidligere huset en autoforhandler og passer rigtig godt til vores formål, men nu skal vi have gjort bygningen klar til indflytning af materiel. Jan Jørgensen er i øjeblikket ved at sætte holdet, der kommer til at bestå af fire-fem medarbejdere, som fremover kommer til at service Verdens Bedste Kunder i Rentas syvende og sydligste bastion.
Ambitionen er, at vi kan åbne på Lolland den 1. maj, og vi vender selvfølgelig tilbage med mere information, når vi kommer tættere på.