Renta åbner ny afdeling i Rødby inden for få uger

I kølvandet på Rentas succesfulde etablering af afdelingen i Vordingborg er tiden nu kommet til at åbne den anden afdeling på dansk jord – nemlig afdelingen i Rødby. Den nye afdeling vil have til formål at hverve nye, lokale entreprenører og forhåbentligt danne rammen for det fremtidige Femernprojekt i området. 

Den kommende tid står i forandringens tegn. Med forårets komme venter der nemlig mange spændende udfordringer for Renta, der netop nu er ved at finde sit fodfæste på det danske marked – senest med planer om at udvide tilstedeværelsen i Danmark med en ny afdeling i Rødby. Efter planen skal denne åbne inden for de næste 5-6 uger, når byggetilladelsen og de sidste formalia er faldet på plads. 

I skrivende stund har Renta sit hovedsæde i Vordingborg, der i fremtiden vil være tæt forbundet med afdelingen i Rødby. Både nu og i fremtiden vil der forekomme et tæt samarbejde mellem personalet i de to afdelinger, der også rent geografisk ligger tæt på hinanden.

 

Fokus på de lokale entreprenører i Rødby

Den nye afdeling i Rødby giver gode muligheder for at indlede nye, spændende samarbejdsaftaler inden for et bredt segment. Ifølge Allan Brix, der er Key Account Manager for Renta i Danmark, er det også her, at virksomheden primært vil lægge sin indsats det første stykke tid efter åbningen:

 

”Vi skal arbejde videre på de respektive konsortier men også markere vores tilstedeværelse over for de lokale entreprenører i området. Afdelingen er nemlig ikke kun møntet på selve Femernprojektet; vi skal snakke med alle de lokale entreprenører og de firmaer, der er dernede, som vi synes kunne være interessante at arbejde sammen med eller være leverandører til – det gælder både tømrere, snedkere, murere osv. De skal føle sig velkommen til at gøre brug af vores ydelser.” 

 

Derudover ønsker Renta at afholde et åbnet hus-arrangement senere på foråret eller i starten af sommeren, når både vejret og coronarestriktionerne igen tillader det. Det vil være en oplagt mulighed at markere åbningen af den nye afdeling og i samme åndedrag gøre den lokale bygge- og anlægsbranche opmærksomme på de unikke services, som Renta tilbyder.  

 

Satser på Femern som nyt projekt

Udover de små og mellemstore kunder går Renta også efter de store fisk i den lokale andedam. Netop nu er Renta i dialog med afgørende samarbejdspartnere og konsortier som FBC og FLC, der i fremtiden skal stå for det store Femernprojekt, som har en umiddelbar tidshorisont på 8-10 år. Ifølge Allan Brix kan Renta tilbyde flere unikke ydelser i den sammenhæng: 

 

”Vi er en udlejningsvirksomhed, men vi er også en servicevirksomhed, hvor vi hjælper entreprenørerne med de ting, vi nu engang kan og de ting, de evt. har behov for. Vi vil gerne yde en ekstra indsats og service. Vi kan muligvis tilbyde andre produkter, som vores konkurrenter ikke har tænkt ind. Det gør, at vi har muligheden for at skille os ud fra mængden. ”

 

Lykkes det Renta at få foden indenfor det internationale projekt, vil det udover at give fantastiske referencer også styrke virksomhedens profil udadtil og i fremtiden potentielt kunne sikre dem endnu flere projekter på dansk jord.