Det er Rentas filosofi, at vi skal være grønne med stadig flere bæredygtighedstiltag. I øjeblikket er omkring 50 procent af vores udlejningsmateriel el-drevet.
“Vi har et mål om at nå 70 procent inden 2030, men jeg regner med, at det kommer til at gå endnu hurtigere”, siger Rentas direktør Lars Raagaard.
”Derudover har vi lavet en langvarig købsaftale med forsyningsgiganten Ørsted om, at vi aftager grøn strøm. Den kommer fra havvind, og i øjeblikket mangler vi kun at få koblet vores afdeling i Glostrup på aftalen. Så dækker den alle Renta-afdelinger hele vejen rundt fra Hvidovre til Hillerød, Sakskøbing, Hedehusene, Esbjerg og Aarhus”, siger Lars Raagaard.

Når Glostrup også får grøn strøm ud af stikkontakterne, er det planen, at alle de tidligere Del-Pin-afdelinger skal følge efter.
”Den grønne strøm koster lidt mere, men det har vi det ok med. Den er Rentas bidrag til at spare på CO2-udledningen. Rigtig mange af vores maskiner er emissionsfri, og der kommer hele tiden flere til”, siger Lars Raagaard.