Asbest, PCB og bly
For at sikre korrekt og sikker håndtering af materiel, der anvendes i miljøer med asbest, PCB, bly eller andre sundhedsskadelige stoffer, stiller vi klare krav til både valg af materiel, returnering og rengøring.
Materiel, der er godkendt til asbestopgaver, er tydeligt markeret med gult asbestskilt. Andet materiel må ikke anvendes til opgaver, hvor der er risiko for forurening med asbest. Det samme gælder ved arbejde med PCB, bly og øvrige sundhedsfarlige stoffer, hvor korrekt håndtering er afgørende for både sikkerhed og arbejdsmiljø.
Ved bestilling
Det er et krav, at kunden tydeligt oplyser ved bestilling, hvis materiellet skal anvendes til asbestopgaver eller arbejde med PCB, bly eller andre sundhedsfarlige stoffer. Det sikrer, at der udleveres korrekt materiel samt korrekt emballering til returnering.
Hvis dette ikke oplyses, og materiellet anvendes til sådanne opgaver uden forudgående aftale, forbeholder Renta sig retten til at fakturere alle omkostninger i forbindelse med rengøring af forurenet materiel samt eventuelle følgeskader. Fakturering sker efter regning, dog med et minimum på 35.000 kr. ekskl. moms.
Returnering
Ved leje af materiel til asbest, medfølger der altid en godkendt asbestpose samt tape til forsvarlig indpakning ved returnering.
Ved returnering skal materiellet, inklusive tilbehør, være indpakket i den medfølgende pose og lukket forsvarligt og lufttæt med asbesttape.
Efter endt leje sendes materiellet direkte til en ekstern samarbejdspartner, som står for godkendt håndtering og rengøring.
For at bidrage til et sundt og sikkert arbejdsmiljø foretager vi løbende stikprøvekontrol med godkendte asbesttests.